“Nothing else matters”

… var nummeret, der blev spillet da kisten blev båret ud.

Jeg ankommer til kirken en halv time før. Andre pårørende hilser på mig, som om at jeg også skal til bisættelse.
Jeg fortæller at jeg “bare” er på arbejde, og skal tage billeder af bisættelsen. Hvorefter den anden så pakker sit eget kamera væk, og siger at så kan han jo bare få nogle billeder fra familien.

Det er 26 grader og solen står højt på himlen, og jeg er lige ved at gå til af varme.

Da jeg kommer op til kirken, går jeg rundt og tager billeder af stemningen omkring kirken, og får nogle gode billeder udefra i forskellige vinkler.

Da jeg er på vej mod kirkedøren, kommer faren til den afdøde mig i møde og siger “du må være fotografen”. Han har ikke selv bestilt mig, det gjorde bedemanden i dette tilfælde.

Vi står og snakker kort om hvordan jeg arbejder. Og da jeg fortæller, at jeg ikke tager nærbilleder af de pårørende, men kun laver vidvinkelbilleder uden flash, for at fange stemningen, nikker han anerkendende, jeg fortæller også at jeg sørger for, at tage billeder af alle blomsterne og når kisten bliver båret ud.

Jeg går ind i kirken, som er meget lille, og der er kun en smal gang på hver side af rækken af blomster. Jeg går meget forsigtigt rundt for ikke at træde på båndene, og tager billeder af kranse og blomster med flotte bånd, hvor jegblandt andet kan læse “hvil i fred”, “et sidste farvel” og “til det stærkeste menneske”. Rækken af blomster går helt ned til den inderste kirkedør. Resten af blomsterne ligger smukt i vinduerne.

Da præsten starter ceremonien sætter jeg mig ned, og lytter til hvad hun siger. Hun har en lang og smuk tale om afdøde, og jeg sidder og tænker at, den skal jeg have med i fotobogen.

Tiden går hurtigt og kisten skal bæres ud af kirken

Pludselig starter Metallicas “Nothing else matters” i en højttaler, som familien selv har haft med. Jeg står bagerst i kirken og tager nogle billeder af stemningen, mens de pårørende går med kisten ned langs kirkegulvet.
Jeg forholder mig roligt og tager lidt flere billeder da de kommer ud af kirken. Ved porten til kirkegårdspladsen holder rustvognen og venter, og jeg placerer mig så jeg ikke skal bevæge mig, og derved ikke forstyrre, men så jeg samtidig kan få billeder af hvad der sker.

Først kommer kisten ud til bilen, den bliver skubbet to tredjedel ind, så der lige er plads nok til at sige farvel og lægge en rød rose. Næsten alle de pårørende kommer frem til kisten, lægger en rose og siger et kort farvel.

Jeg tager nogle flere stemningsbilleder, der viser den kærlighed og omsorg, der er blandt alle der er til stede.

Bedemanden skubber nu kisten helt ind i bilen, og der lyder et højt klik da den låser sig fast, for ikke at glide rundt der inde. Alle har øjnene rettet mod bilen, da den langsomt triller afsted.
Der er en dyb stilhed i et øjeblik, hvor man kun kan høre fuglene synge. Lidt efter bliver der budt på kaffe i fælleshuset tæt ved. Og familien vil gerne have at jeg også tager nogle stemningsbilleder der.

Jeg sætter mig ud i bilen og kører stille og roligt afsted til fælleshuset med radioen slukket. I mens tænker over hvad jeg skal skrive i dette indlæg.

Da jeg kommer ud til fælleshuset, går jeg igen roligt rundt og tager billeder af stemningen, der nu er løsenet lidt op.
Efter ca. en halv time takker jeg af, kondolerer og aftaler med de nærmeste pårørende, at de skal sende mig datoen for urnenedsættelsen, så jeg kan komme og tage de sidste billeder. Vi aftaler at de kan sende mig nogle private billeder, der kan komme med i den fotobog der bliver lavet.

Da jeg kommer hjem på kontoret indlæser jeg alle billederne på computeren, og kigger mit arbejde i gennem. Jeg får en klump i halsen af at afdøde kun var 27 år, og døde af kvæstelserne fra en uforskyldt motorcykel ulykke.