med børnene på kirkegården

Med børnene på kirkegården

I Begravelsesfoto, Livet omkring dødenby Maria Rey Jacobsen

Hvornår har du sidst talt med dine børn om døden?

Det er nok ikke det mest naturlige emne at komme ind på ved aftensmaden. For nogen kan det føles ubehageligt, men det kan også være svært at finde på en god indgangsvinkel.

I vores familie gør vi meget ud af, at det skal være naturligt at snakke om døden. Og der hvor vi får vores bedste snakke, er når vi går en tur på kirkegården. Og det er sådan en tur, jeg vil beskrive for dig her.

(For en god ordens skyld vil jeg lige tilføje at alle navne og årstal i dette indlæg er opdigtede.)


Vi går ind af lågen. Jeg holder min mindste datter i hånden, og de tre store går foran. Vi går roligt ned af stien, og stopper ved en tilfældig grav.

“Mor”

“Ester Andersen, 1920 – 2010 og Anders Andersen, 1918 – 1999” Læser min ældste datter op fra gravstenen. Til at starte med går vi bare rundt og læser gravstenene, og taler om hvor gamle personerne blev. Nogen døde relativt i en ung alder, andre levede til at blive bedsteforældre. På nogle gravsten står der meget, på andre står der bare “Mor” eller “Far”. Børnene starter ud med at stille mere praktiske spørgsmål såsom:
“Hvorfor er der flere gravsteder med flere gravsten?”;
“Hvorfor er der flere navne på en gravsten?”;
“Hvorfor er der nogen gravsteder, som er mindre end andre?”;

Hvem var Anne Jacobsen?

“Anne Jacobsen 1890 – 1985” læser min søn. Børnene synes det er sejt at hun levede tilbage i 1800-tallet. Da jeg fortæller at hun faktisk har gennemlevet både Første og Anden verdenskrig, starter det en spændende snak om hvad hun mon har oplevet og hvad hun har lavet.

Da Første verdenskrig startede var hun 24 år. Hvor var hun henne på det tidspunkt? Var hun mon sygeplejerske ved fronten, hvor hun hjalp de sårede? Da 2. verdenskrig startede var hun 49 år. Hvad lavede hun der? Var hun frihedskæmper? Havde hun jøder gemt i kælderen? Fantasien får frit løb, og børnene er dybt optaget af legen. Vi kan i hvertfald konstatere at hun fik børn, og at hun nåede at blive oldemor, for det står der på gravstenen.

Kun en måned

Der bliver lagt en dæmper på stemningen, da vi kommer forbi en grav, hvor der er sidder bamser omkring stenen. Der er også tegninger, som enten er lamineret eller ligger i plastiklommer. På gravstenen står der et drengenavn og 31. august til 30. september 2016. “blev han kun 1 måned gammel?” spørger den mindste, “Ja” svarer jeg med en lav stemme. Jeg kan mærke at det gør et stort indtryk på hende. Jeg og de store børn er heller ikke upåvirkede af oplevelsen. Tanken om at miste et barn er ubærlig, og jeg kan mærke tårerne presse sig på.

Vi står lidt og betragter det fine gravsted. Man kan se at det jævnligt bliver besøgt, for gravstedet er meget velholdt, og nogle af bamserne ser ikke ud til at have siddet der mere end et par dage. Stilheden bliver brudt af et af børnene der spørger hvorfor barnet døde. Jeg forklarer at barnet godt kan have været sygt inden det blev født. Måske havde den en hjertefejl. Og vi taler om, hvor hårdt det må være at miste et barn.

Hvor kommer vi hen, når vi dør?

“Hvad sker der egentlig når vi dør?” spørger min anden store søn. Og det er starten på en skøn filosofisk snak, som nok ikke havde fanget børnene på samme måde, hvis vi sad der hjemme. På skift får vi nu lov til at fortælle, hvad vi hver især tror, der sker når vi dør. Bliver vi født igen? kommer vi op til gud eller slutter det bare? Eller sker der noget helt fjerde?

Da vi kommer hjem spørger den mindste, hvornår vi skal på kirkegården igen. Og alle børnene er enige om, at der ikke må gå for lang tid før, vi tager sådan en tur igen. Næste gang besøger vi en anden kirkegård.

Det kan være svært at tale om døden

Vi lever i en tid hvor død og livet omkring døden, ikke er noget som folk taler om, hvis de kan undgå det. Vi vil helst bare skubbe det væk og lade som om, at det ikke er der. Når vi så får det ind på livet, er vi ikke forberedte på hvordan vi skal takle det, og igen prøver vi at skubbe det væk. Men det er vigtigt at vi taler om det, og at vi accepterer at døden er en del af livet.

Vi skal heller ikke være bange for at tale om døden med vores børn, tværtimod. Vores små ture til kirkegården er bare et eksempel på hvordan man kan finde et rum til at få en god snak om døden mere generelt. Har man mistet et familiemedlem, vil der unægteligt være mange mere konkrete spørgsmål, og derfor ser vi også vores begravelsesbog, som et godt værktøj til den snak, fordi billederne er med til at give børnene forståelse for, det der er sket.